42,195 km for første gang

Af Lone V. Andersen – en lykkelig marathon-tøs

Det er den 18. maj.
Klokken er 9.26, og på Vester Voldgade i København står godt 6.000 løbere klar til at blive sluppet løs på den 24. udgave af Wonderful Copenhagen Marathon.
Jeg er én af dem. En af dem, der frivilligt udsætter sig selv for den ultimative fremvisning i selvpineri. Og jeg nyder den kriblende fornemmelse i maven og benene, der signalerer forventning og en vis portion nervøsitet her fire minutter før start. Dette er kulminationen på godt tre måneders målrettet træning med cirka 700 kilometer i løbesko og mindre weekendrødvin end sædvanligt.
Kan jeg mon overskride mine egne grænser og gennemføre distancen for første gang i mit 30-årige kvindeliv?

lone3

lone4

Følg de grønne balloner
Et øredøvende kanonbrag runger mellem husene, og langsomt kommer feltet i bevægelse. Jeg har placeret mig cirka midt i mængden ved fartholderne med de grønne balloner, der signalerer et konstant løbetempo på 5.20 minutter pr. kilometer. Kan jeg følge med de grønne balloners ejermænd, betyder det en sluttid på 3 timer og 45 minutter.
Det er en fantastisk følelse at befinde sig midt i dette menneskehav, der bølger gennem Københavns indre by under hujen, klappen og piften fra det søndagskåde publikum. Det er fedt endelig at være i gang. Nu gælder det bare om at blive ved – også når det begynder at gøre ondt.
Vejret er perfekt: Termometret viser 11 grader, og himlen er en blanding af skyer og sol. Allerede efter en halv kilometer snubler en løber over fortovskanten foran mig og synker sammen på stedet – øjensynligt med store smerter i sit højre knæ.
Dér bristede en marathondrøm, tænker jeg med beklagelse og koncenterer mig om at undgå samme uheldige skæbne. Efterhånden som jeg finder mit velkendte løbetempo fra de lange træningsture, begynder jeg at slappe af og lader benene arbejde af sig selv.

Ulidelig ventetid
Dagene op til løbet har været præget af mindst fire daglige tjek af vejrudsigten på dmi.dk, (indbildte?) smerter i mit højre knæ og store mængder hvide ris og postevand. Jeg studerer nøje min kalender, hvor jeg har opført antallet af løbekilomter siden februar og forsikrer gang på gang mig selv om, at jeg er godt forberedt. 2-3 løbeture i løbet af ugen og én lang tur i weekenden på mellem 17 og 30 kilometer – nogle gange i selskab med løbeklubben Århus 1900. De sidste tre uger har jeg langsomt trappet træningen ned, så kroppen kan være klar til at yde sit optimale.
“Jeg kan og vil gennemføre”, lyder aftenbønnen til mig selv, der forfølger mig i drømme som et rungende ekko.
Aftenen inden løbet, sover jeg dog sødeligt indtil klokken fem, hvor jeg vågner med et sæt. Det er i dag, det er DAGEN. Et hurtigt bad og let morgenmad bestående af hvidt brød med marmelade og en kop nescafé, så er jeg klar. Ventetiden er ulidelig. Til sidst må jeg en tur ned på gaden for at løsne benene med en lille joggingtur rundt om boligblokken.
Morgenen dufter friskt af regn og nyslået græs.

Vand i næsen
Efter fem kilometer kommer udfordringen med det første væskedepot. Jeg plejer at løbe med væskebælte på mine lange træningsture og har vanskeligt ved at drikke af det uvante plastikkrus, mens jeg løber. Jeg prøver at klemme sammen om kruset for at holde på væsken, men det meste vand sprøjter op i mit hoved og ender alle andre steder end i munden. Bedre held næste gang. Ud af øjenkrogen skimter jeg en brandert, der højlydt brokker sig over, at han ikke kan komme over vejen for alle de mennesker.
Efter 15 kilometer bliver jeg mødt af mit supportteam, der består af kæreste, familie og en god fysioteraput-ven, der beredvilligt har givet sidste-øjebliks-råd.
Jeg føler mig helt på toppen og har masser af kræfter til at smile til kameraet. Det går fint med at følge de grønne balloners tempo, og jeg har endda overskud til at small-talke med andre løbere. Langs med ruten står tusindvis af tilskuere parat med opmuntrende tilråb, og den levende musik i gaden giver ekstra kræfter.

lone1

Løber udenom “muren”
Ved 28-kilometer skiltet er jeg ved at miste de grønne balloner foran mig af syne, og jeg kan mærke begyndende smerter i lægmusklerne. Jeg indser, at jeg må sætte tempoet en smule ned, men jeg holder stædigt tankerne fast i min ambition om at gennemføre i en tid under fire timer.
Efter 30 kilometer begynder enkelte løbere at stoppe op og strække benmusklerne ud med et lidende udtryk i ansigtet. Jeg sender en tanke til den berygtede “mur”, som der tales så meget om i marathonsammenhæng, men beslutter mig for, at det er en myte – der findes ingen mur!
32 kilometer. Jeg passerer en løber, der ligger på en båre med to ambulancefolk bøjet over sig. Jeg minder mig selv om, at det er utrolig vigtigt at lytte til kroppens signaler og respektere sine begrænsninger. Men da min krop ved 34 kilomter begynder at tigge om nåde, ignorerer jeg hentydningerne.
Jeg kan, og jeg vil!

Med armene i vejret
“Kun fem kilometer igen”, tænker jeg optimistisk ved 37 kilometer. Men ved skiltet med 38 kilometer føler jeg, at fire kilometer er uendelig langt.
Det ser godt ud nr. 3885, råber en tilskuer og smiler opmuntrende til mig. Nogle af mine sparsomme kræfter bliver brugt på at sende et stort smil tilbage i samme retning, og pludselig virker de sidste to kilometer som “a piece of cake”. Apropos kage mærker jeg til min forundring sultfornemmelser midt i anstrengelserne, og jeg begynder at fantasere om bananer og mueslibar.
De sidste 195 meter er ren triumf, og jeg løber i mål med armene over hovedet i en ubeskivelig lykkerus. Jeg gjorde det! Gennemførte mit første marathonløb. Ovenikøbet i en tid som jeg er godt tilfreds med.
3 timer og 52 minutter tog det mig at løbe den klassiske distance på 42.195 kilometer.

Wonderful Copenhagen Marathon – I will be back.

lone2