Genoptræning fysioterapi

Træning før operationen (preoperativ træning).
Når du skal opereres for en dårlig skulder, et sprunget korsbånd, en ødelagt menisk eller lignende kan du se frem til en rum tid efter overstået operation, med genoptræning for, at genvinde den tabte funktion.
Efter operationen er du meget svag i musklerne omkring det skadede led og det kan godt tage rigtige lang tid at genoptræne dem, men hvor lang tid afhænger af hvor meget styrke og bevægelighed du har mistet i perioden op til operationen. Langt de fleste har gået i lang tid, før det bliver bestemt, at der skal en operation til for at udbedre skaden.
I det man ved, at 3 uger uden bevægelse omkring et led vil mindske din styrke med 50-75%. I al den tid du har gået og passet på din skade før operationen er du stille og roligt blevet svagere. Hvis du er rigtig uheldig er der 2-3 mdr. ventetid på din operation og måske har du gået med skaden i 2-3 mdr. før du bliver henvist til operation.

De 6 mdr. kan du bruge på at træne muskler og funktion omkring det skadede led. Dermed starter du din genoptræning på et meget højere niveau efter operationen og afkorte dermed tiden tilbage til fuld funktion betydeligt. Det er også betydeligt sjovere at træne efter operationen, hvis man ikke føler, at ens muskler omkring feks. knæet har samme styrke som overkogt pasta.

Din træning før operation skal planlægges. Det er ikke det samme som at tage løbeskoene på og løbe en tur, fordi du synes du er begyndt at puste for meget op ad trappen. Du vil skulle træne med en vis mængde smerte og hvor meget smerte der er okay kan godt være svært at vurdere selv. Det er vigtigt at træningsprogrammet og ”hvor meget smerte må du føle” vurderes i forhold til netop din skade. Du skal have nogle regler, at gå frem efter, så du ikke forværrer din skade mere end du hjælper den. Tag fat i din lokale fysioterapeut og få lavet et program med gode regler, som du kan træne efter op til din operation.

Lige efter operationen (postoperativ træning).
Når du vågner efter operationen vil du helt sikkert være noget træt og måske er du ikke lige klar til at lave dybe benbøjninger på dit nyopererede knæ det første døgn. Det er dog meget vigtigt at du kommer i gang med bevægelse indenfor smertegrænsen så hurtigt som det er muligt.
24-48 timer efter operation skal du gerne være i gang med at lave små bevægelser.
Det kan godt være, at det kun er en meget lille bevægelse du kan lave, men det er bedre end bare, at ligge på sofaen, da led der ikke bliver bevæget hurtigt igen vil blive stive. Det vil også have positiv indflydelse på helingen, hvis du laver lette smertefrie bevægelser af dit led, da det vil øge tilgangen af næringsstoffer via øget blodcirkulation og fjerne affaldsstoffer omkring og især i leddet.

Der skal selvfølgelig tages hensyn til hvad det er for en operation du har fået lavet og om der er nogle restriktioner; Men det kan forsinke genoptræningen betydeligt, hvis den skal startes ud på led der ikke kan bevæges på grund af for lidt bevægelse lige efter operationen. I mange tilfælde vil du få at vide at du skal holde ro på skaden i 4-6 uger, men det er ikke smart at ligge helt stille i den periode. Min erfaring er, at langt de fleste kan starte deres genoptræning allerede 48 timer efter operation – sikkert kun med meget små bevægelser, men selv det vil forkorte genoptræningstiden betydeligt.

Færdig med genoptræningen.
Når du har trænet stabilt i 4-8 uger skulle du gerne være godt på vej tilbage til fuld funktion og være i gang med arbejde og dagligdags aktiviteter. Din genoptræning er dog ikke færdig – du er bare kommet godt i gang. Fuld genoptræning vil typisk tage 6-9 måneder og skal vedligeholdes derefter. Det vil jo være ærgerligt at skulle på operationsbordet igen efter 12 mdr. fordi skaden ikke er stabilt genoptrænet. Din fysioterapeut kan hjælpe dig med at teste skadens heling og stabilitet under din genoptræning og fortælle dig om du er klar til at piske ud på for eksempel håndboldbanen med din nye skulder.

Ofte stillede spørgsmål.

Skal jeg bruge is efter operationen og hvor længe?
Som fingerregel skal du bruge is, så lang tid der er smerter, hævelse eller varme i vævet omkring din skade. Så det kan være gavnligt at bruge is dagligt i 2-3 uger efter operationen. Brug is til at dæmpe hævelse og smerter i 15-20 minutter hver 3. time.

Hvor meget smerte må jeg mærke når jeg træner?
Generelt må du ikke øge dine smerter under udførelsen af din træning. 10 minutter efter at du har lavet dine øvelser skal du enten være bedre eller have det samme smerteniveau igen, som du havde inden øvelserne. Har du flere smerter bevæger du dig for meget. Det er to generelle regler, men der kan være tilfælde, hvor du må eller skal føle lidt smerte under udførelsen af dine øvelser. Er du i tvivl er det en god ide at opsøge hjælp.
Husk det er dig selv der kan mærke dine smerter, så det er kun dig der kan stoppe træningen, hvis den ikke har den ønskede effekt. Programmet skal være lavet specielt til dig, da der ikke er 2 tilfælde der er helt ens og derfor kræves det altid en individuel vurdering af dit træningsprogram.

Hvor ofte skal jeg lave de små bevægelser efter operationen?
Vores erfaring er, at du skal lave din øvelse/øvelser ca. hver 3. time og hver gang afslutte genoptræningen med at pakke skaden ind i is i 15-20 minutter.